Et PREP-kursus er et forskningsbaseret undervisningsprogram – og er ikke terapi.
Kurset forløber over ca. 14 timer (se kursuskalenderen) og undervisningen veksler mellem oplæg, filmklip, træningsøvelser og parsamtaler.
Det er også muligt at booke et individuelt PREP-forløb for kun dig og din partner, når det passer jer (se mere her).
På PREP-kurset får I konkret viden om, hvad der hæmmer og hvad der fremmer et godt samliv, og I bliver trænet i kommunikationsteknikker, der skaber gode rammer for samtale og konfliktløsning.
Undervisningen er fælles for alle på holdet, mens alle træningsøvelser laves alene eller sammen med egen partner.
I bliver vejledt i de anvendte teknikker og øvelser undervejs på kurset – og har desuden mulighed for gratis email-sparring, hvis I har spørgsmål mellem kursusgangene.
I skal på intet tidspunkt fortælle de andre kursusdeltagere om jeres parforhold, tanker eller følelser.
Under hele kurset sidder du sammen med din partner ved jeres eget bord, så det er muligt at tale sammen i fortrolighed.
Hvis I skal have det fulde udbytte af kurset, anbefaler vi, at I afsætter tid til at øve samtaleteknikkerne derhjemme mellem kursusgangene.
Undervisningstemaer på PREP-kurset:
Forventninger: Alle har bevidste og ubevidste forestillinger og forventninger om parforhold og familieliv. De mønstre tager vi med ind i forholdet og de præger synet på partneren. Kurset lægger op til at arbejde med egne forventninger og roller.
Kommunikation: Kommunikation er en af de vigtigste faktorer i parforholdet. Mange par bruger meget tid på at snakke, men taler forbi hinanden eller glemmer at lytte. Mange føler sig ikke forstået af deres partner. PREP-kurset underviser i tydelig kommunikation på en enkel måde og giver hjælp til at håndtere forskellighed.
Faresignaler: Ved at undersøge pars kommunikation har forskere fundet 4 negative mønstre, som mange par ender i. Kurset giver redsskaber til at identificere og modarbejde de negative kommunikationsmønstre.
Problemafklaring & problemhåndtering: Alle par oplever konflikter. I stedet for at have som mål aldrig at have problemer, er det endnu vigtigere at forholde sig konstruktivt til dem. PREP giver brugbare redskaber til håndtering af konflikterne, når de opstår.
Tilgivelse: I livet med hinanden kan det ikke undgås, at par kommer til at gøre hinanden ondt. Kurset har fokus på forståelsen af, at tilgivelse er et centralt og livsbekræftende begreb, som kan hjælpe par til at leve sammen.
Intimitet: Det sensuelle og seksuelle kan være med til at skabe glæde, tryghed og nærhed. Samtidig er det også et sårbart og vanskeligt felt. PREP sætter fokus på, hvordan man kan skabe rammer for intimiteten i parforholdet i en travl hverdag.
Værdier: Værdier og livssyn styrer flere ting i parforholdet, end man måske tænker umiddelbart. Kurset giver udfordringer og opgaver, der hjælper til at sætte fokus på disse værdier og udfordrer til at finde fælles værdier.
Venskab og glæde: Hverdagen har mange krav og udfordringer, og livet rummer mange alvorlige aspekter. PREP-kurset sætter fokus på vigtigheden af, at man også giver både plads og næring til glæde og venskab i parforhold og familieliv.
Engagement og forpligtelse: Forskning viser, at det har en positiv indflydelse på forholdet, at par grundlæggende vil hinanden. Kurset belyser, hvor vigtigt engagement i parforholdet er.