Skab struktur i samtalen

Mange par begår den klassiske fejl, at de glemmer at afgrænse problemet, når de diskuterer og ønsker at finde en løsning på en konflikt.

Du kender det måske fra dit eget parforhold, at det ofte er småting, der udløser en konflikt mellem jer, men så viser det sig, at konflikten i virkeligheden handler om noget helt andet?

Måske kommer du træt hjem fra arbejde og ser at din partner (igen) sidder opslugt foran computeren med en stor bunke arbejdspapirer foran sig – og du reagerer med irritation over, at din partner vælger at tage arbejdet med hjem. Din partner forsvarer sig med en vigtig deadline og får mumlet, at du heller aldrig forstår noget – og inden I får set jer om, er konflikten eskalleret.

Skal I løse en konflikt på en konstruktiv måde, må I starte med at finde ud af, hvad kernen i problemet egentlig er.

Vender vi tilbage til eksemplet fra før, trængte du måske i virkeligheden til omsorg fra din partner efter en travl arbejdsdag. Men i stedet for at udtrykke dit (måske ubevidste) behov, reagerede du med irritation, da du opdagede, at din partner skulle arbejde ved computeren hele aftenen.

Måske var det bekymring for din partners helbred pga. stort arbejdspres gennem længere tid, der gjorde dig irriteret. Eller måske havde du en periode følt, at din partner var træt af dig, fordi arbejdet bliver prioriteret de fleste aftener fremfor at lave noget hyggeligt sammen med dig.

For at det kan blive klart for både dig og din partner, hvilket problem, I skal finde en løsning på, må I finde frem til, hvad konflikten egentlig udspringer af.

 

SÅDAN KAN I GØRE:

Det er vigtigt at starte med at få belyst de forskellige sider af problemet, inden I går i gang med at prøve at løse det.

I kan bruge Tale-lytteteknikken*, som er en samtaleteknik, hvor I skiftes til at komme på banen med jeres forskellige perspektiver på problemstillingen. Den ene taler, den anden lytter – og gengiver bagefter med egne ord, hvad han eller hun lige har hørt.

Når I taler sammen, så kom hele vejen rundt om problemstillingen, så I bliver klar over, hvilke forskellige elementer, den består af.

Spørg fx jer selv:

  • Har jeg egentlig forstået, hvad problemet drejer sig om?
  • Hvad skal vi specifikt finde en løsning på lige nu?

Når I har fundet kernen i problemet, kan I begynde at finde en løsning. I starter med sammen at brainstorme på løsningsforslag og bagefter prioritere forslagene. Dernæst finder I frem til en fælles løsning, I begge har det godt med.

God fornøjelse!

Kærligst
Katrine

 

*) Tale-lytteteknikken underviser jeg i på mine PREP-kurser.

Skab struktur i samtalen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rul til toppen